DET FRI AKTUELT
K U L T U R
FREDAG 11. JULI 1997

________________________________________________________________________________________________________________________

Det er ikke selve sammenblandingen af dyr og menneske,
der gør én urolig for menneskets sind og fremtid, når
man ser på kunstneren Dan Civas billeder. Det er selve
blikket i væsnernes øjne, der synes at acceptere alt
dan-afr-buffalo
dan-waiting

ET FREMTIDIGT VÆSEN

________________________
Af Sørine Gotfredsen________

  Der findes kun to muligheder.
  Enten må vi lære at leve tanken om, at vi skal dø,    eller også må vi finde frem til en måde, hvorpå vi kan undgå det.  

  Indtil videre er vi nået dertil,  hvor vi kan udskyde øjeblikket,   men det er ikke godt nok endnu.  Ikke for men- nesker,  der i alle evigheder har spe- kuleret over det evige liv - også selv om ingen har  den fjernesste ide om, hvorvidt det evige liv ville være en velsignelse eller ej.

  Dyrene er en del af vejen,Fra dem vil vi højst sandsynligt engang være i stand til   at tage    indre organer og overføre  dem  til os selv,   når vore egne ikke længere duer.

  I en kælder på Vesterbro i Køben- havn har kunstneren Dan Civa udstil- let  sine  billeder  af en fremtid,  hvor ingen længere ved, hvad der er men- neske, og hvad der er dyr.

  Grænserne  er brudt  ned og tilbage er et væsen, der i noget der ligner re-
signerende passiviitet bare lever videre.
  Dan Civa maler stribevis af selvpor-
trætter, der i  kroppen på chimpan-
ser og gorillaer og amerikanske bi-
sonokser  og andre dyr.
  Dyrene er gengivet helt tro mod de-
res sande udseende men uden miljø,
næsten uden planter omkring sig - og
med et menneskeligt ansigt.
  Det handler om kroppen  og ansigtet
og frem for alt handler det om øjnene,
der er vidne til det altsammen.


   INGEN LIDELSE   
   Man kan bare ikke se på øjnene, hvad der bliver tænkt, eller om det i bund  og grund  er  mennesket  eller dyret,  der er  ved bevidsthed inde i dyrets krop.
  Dan Civa ved det ikke selv, og han har aldrig taget stilling til det. Han si - ger, at han bevidst distancerer sig fra sjælen  bag øjnene,   for alt andet er umuligt.
  Men når han på billederne kigger ud fra  sin dyrekrop,  er det næsten altid med  et nærmest  fredfyldt  blik,  han betragter  omverdenen,  og der er in- gen grund til at tro,  at han  lider selv om han lever som en blanding af dyr og menneske
   Han udtrykker hverken angst eller panik  eller blot  en  mistanke om, at noget er galt.
  Så står man der foran billederne og tænker, at hvis han i det mindste hav- de  malet  skræk eller  måske anger i sine  egne øjne,   var det  til at forstå.
   Hvis  han prøvede  at  fortælle,  at mennesket  i dyret  godt selv ved, at det  er  kommet  så langt ud i sin for- valtning  af teknologi og manipulation med alt levende, at det er havnet i en situation fyldt med en eller anden form for lidelse.
  Men sådan ser  øjnene ikke ud.  De udtrykker ikke andet, at det hele bare er en anden måde at være til på,  end vi er vant til nu, og det er det allermest skræmmende  ved  Dan Civas  dyre- menneskebilleder,  der startede  med en trang til at  fusionere  sig selv med dyrene  i stedet  for kun  at  se  dem  udefra.

  På hans billeder er mennesket ikke chokeret  over sine  egne handlinger eller sin egen situation. Udviklingen er blot gået sin gang,  og nu er det altså her, vi er nået til.  Mange mennesker vil automatisk føle afsmag for tanken om, at man en dag ikke længere kan skelne mellem dyr og mennesker.
  Det vil de, set ud fra en holdning til hvad et menneske er og bør være.
   Men det  er langt  fra kun det,  det handler om, og vi bør være i stand til at vende det hele om.
  Bekymringen over, hvad mennesket vil finde på i fremtiden i  forholdet til dyrene  og  brugen af  dem,  handler nøjagtig¨lige så meget om, hvad dyr er og bør være.
  Dyr er til stadighed placeret i en situ- ation her på jorden, hvor de ikke er i stand  til at have  indflydelse på deres egen skæbne. Mennesket bestemmer ganske  enkelt alt og  har dermed det fulde ansvar. 
  Det har  ikke  nødvendigvis  noget med  dyremishandling at gøre, at dyr indgår i menneskets kamp for at blive herre  over alting, inklusive sit eget liv og sin  egen død,  men det har i aller- højeste grad noget med tankegang at gøre.
  Lige så vel som det er dybt  bekym- rende at gøre sig til herre over menne- skets biologiske udvikling, er det dybt bekymrende  at gøre sig  til herre over dyrenes,  for  begge  dele  bør  være ukrænkeligt.



   ROLIG ACCEPT  
    Dan Civas billeder krænker ideen  om  at der findes givne grænser, men- nesker skal erkende, og som de skal leve med.
     Og det  blik  af  rolig accept,  der strømmer  ud fra  mange af hans selv- portrætter
, er langt mere foruroligen- de end de sammenblandede monstre af dyremenneskekroppe og aber, der bliver  udklækket  af  æg  og  har  et menneskes ansigt i stedet for deres eget.

Mængden af den slags fantasifostre  er uendelig  stor,og har man set et eller to, har man hurtigt set dem alle - men manglen på reaktion i væsnernes øjne er svær at leve med. Den indikerer,  at mennesket  skulle  være et frit svævende væsen, der eksisterer uafhængigt  af nogen  som  helst form for regler, normer, ansvar for hverken dyr eller  mennesker   -  og  uden  nogen højere moral overhovedet.
  Det kan man selvfølgelig heller ikke bevise,  at vi  ikke gør,  men  der må være en grund til, at man ikke vil ac- ceptere tanken om,  at grænsen mel- lem  mennesker  og  dyr  bliver ophævet
.
  Og der må være en forklaring på, at man slet ikke vil acceptere det blik af nærmest ligegyldighed, der er i øjnene på fremtidens væsner.
Copyright (C)  Dan Civa  2013  *  Evt. udskrift til undervisnings- eller kommercielt brug skal anmeldes til COPYDan